Vores skoleforberedende arbejde

Det sidste år børnene går i børnehave inden de skal begynde i HFO er en spændende tid.

De fleste af børnene hos os, begynder i tidlig HFO (maj gruppe) 1. maj, det år de skal i skole, altså det år de fylder 6 år.

Grundtanken med vores skoleforberedende arbejde er, at vi skal gøre børnene klar til at udnytte frikvarterene, altså de skal være socialt kompetente og kunne løse konflikter. Dette arbejder vi med i hele den tid de er i vores hus. Men det sidste år er lidt flere aktiviteter planlagt mere målrettet mod afslutning af børnehave og opstart af skole.

Det sidste år i børnehaven begynder i august efter sommerferien, her skal de på tegnekursus.

Tegnekursus er en time en gang om ugen, hvor en lille gruppe børn (ca. 4) er sammen med en voksen. Det er et meget planlagt forløb inspireret af en amerikansk kvinde. Først øver børnene sig på at tegne former og figurer, lærer lidt om farverne og det at sidde stille og lave en bundet opgave. Sidenhen finder de ud af at sætte de forskellige elementer sammen og kan derved tegne de mest fantastiske dyr og opstillinger. Der ud over øver de også at skrive deres navn, da det skal på alle tegningerne.

Afslutningen på tegnekurset er en fernisering, hvor alle forældrene inviteres til at se de flotte billeder og nyde et glas saft og en saltstang.

I perioden fra jan til maj er de ældste sammen i en aktivitetsgruppe. Her arbejder de med et eventyr, men forløbet varierer fra hvert år, alt efter hvilket eventyr der vælges og hvad børnene vil med det. De kan male billeder, lave en film, lave et teater stykke eller bygge et landskab. Der er mange muligheder. Dette bliver også afsluttet med en udstilling eller en teaterforestilling.

Alle børnene laver en følgesvend, de kan tage med sig videre i livet. I denne er der billeder fra børnehaven, de selv har taget. Af deres bedste venner, bedste legested og andre ting de gerne vil huske. Vi skriver sammen lidt om hvert billede, så de også fremover kan huske hvem de gik i børnehave med og hvordan der så ud.

I marts og april måned besøger vi alle de skoler, hvor til vi sender børn det pågældende år.

Nogle skoler kan vi gå til, andre tager vi bussen til ellers cykler vi. Så inden vi skal på cykeltur øver vi os i at cykle. Vi spærrer parkeringspladsen af og laver en bane, hvor vi drejer og stopper og vi øver os i at køre på række på cykelstien langs vores huse. Alle skal bestå ”Ny Hammersholt Børnehus´ cykelprøve” for at komme med på cykeltur.

Den sidste dag i børnehaven fejres med alle børn fra de to huse. Om formiddagen samles vi og uddeler følgesvend og mapper fra tegnekursus og synger farvel sang. Om eftermiddagen har forældrene arrangeret en fest for alle – i børnehavens åbningstid.

En aften i løbet af de sidste par uger, er der kommet tradition for at forældrene holder en diskofest. Dette foregår i børnehaven, men uden for åbningstiden og er helt igennem et forældre arrangement.